Sic loquitur aer saltatius

Der er noget forfærdeligt trygt ved at læse Politiken. Først og fremmest er det så dejligt forudsigeligt, hvad der står i spalterne, især på debat- og kultursiderne, omend den politiske linje nu også er ganske godt med, hvad enøjethed og naivitet angår.

Men altså, debatten: Hvis man i småtskåren småborgerlighed tillader sig at påpege det ulempelige i at en muslim slår en prut, er man i Politiken-øjne fanatisk zionist, for det ville man jo aldrig gøre over for en jøde.

På samme måder er al dårligdom i dette land forårsaget af Dansk Folkeparti, der jo som bekendt ledes af en samling fundamentalister (korrekt historisk viden har sjældent tynget de rigtige meninger:  Præstefætrenes Tidehverv er erklæret modstander af Indre Mission) og stemmes på af uintelligente ligusterfascister. På trods af partiets demokratiske legitimitet ser vi helst svenske tilstande her i landet, for hvor ville det være dejligt at være fri for DF. Disse irriterende skrighalse, som evig og altid himler op om strengere straffe og repatriering af alle med anderledes hudfarve end den lyserøde.

I lørdagsavisen (24/7) sidder vi vidne til endnu en kritik. Denne gang er partiet åbenbart imod homoseksuelle, idet en pressemedarbejder – temmelig uelegant turneret – har svinet de ekstremistiske fraktioner blandt interesseorganisationerne.  Modstandere af radikale idéer er altså modstandere af de mennesker, som bærer idéerne og så har vi jo den gode cirkel, som de politisk korrekte holder så meget af: Er man kritiker af fundamentalistisk islam er man racist; er man mod radikale autonome er man mod Ungdomshus, ungdomskultur og kreativitet.

Lidt synd, at samme argument kan føres i felten eksempelvis mod kritikere af Israels politik: De må jo på samme måde være antisemitter og Holocaustbenægtere. Eller hvad? Læg mærke til at Helene MacCormac ikke har kritiseret homoseksuelle, men derimod deres repræsentanter.  Endda i en reaktion på censur, da sagen bunder i kritik af DF’s deltagelse i Copenhagen Pride. Det er forhåbentlig kun i snævre kredse, denne kobling kan finde sted: Man deltager i en manifestation for homoseksuelles rettigheder, men alligevel er man mod homoseksuelle?! Sådanne spørgsmål afficerer dog ikke lirekassen, der spiller samme evindelige melodi.

Håndsvinget føres denne gang af den frygtløse Lars Hedebo Olsen, der tør stå op og tage de tæsk, som han mener DF vil give ham.  I sin svulstige heroisme tager han de rigtige meningers kappe på sig og går i front i en tårefremkaldende gestus, der fokuserer på den reelle fare for homoseksuelle her i landet: Nemlig DF. Glem at to mænd med hinanden i hånden visse steder i indre by mødes af stenkastende unge og at visse religiøse ledere fordømmer bøsser og lesbiske til helvedes pinsler. Nej da, et parti, der i forvejen er skydeskive for de frelste – det er det, vi skal bekæmpe!