Sic loquitur aer saltatius

Author Archive

Støn videre

by on feb.05, 2015, under Uncategorized

Guilty by association er et yndet trick, når man ikke kan argumentere reelt. Således lader Timothy Garton Ash Pegida bære ansvaret for mordet på en eritreaner i Dresden for nylig. Pegida henter som bekendt sin primære støtte i og er rundet af Dresden.

Nu er det bare sådan, at den skyldige i knivstikkeriet selv er eritreaner – men denne ubekvemme sandhed druknede ligesom i efterskælvet, på samme måde som det såkaldte brandattentat i Sverige mod en moské var slet ikke var et attentat alligevel; for det er jo ganske betryggende, at man sådan kan slå sine modstandere i hartkorn med forbrydere og kriminelle. De er jo også nazister, ikke sandt? Og vi skal følge Merkel i hendes fordømmelse mens vi lader det være ganske usagt, at hun var ungkommunist i  sin tid og aldrig nogensinde har stået på nogen barrikade, endsige kæmpet for østtyskernes frihed – næ, hun lod kujonagtigt andre bløde, og nu sidder hun trygt og udtrykker elitens mishag med folks utilfredshed.

En Pegida-topfigur har udtrykt åndssvage holdninger og pludselig er hele Pegida besudlet. Sådan kan en enkelt udtale sig på vegne af flertallet og gøre sine holdninger til deres … men hov! Får vi ikke konstant ørerne tudet fulde af fordømmelse, hvis vi påpeger farer ved islamisme i en imams udtalelser? For det er jo kun hans ord og ikke flertallet af muslimer, der er fredelige og demokratiske medborgere. Det er en forsvindende promille, der er radikaliserede … i så tilfælde må vi endelig ikke skære alle over en kam. Mens vi selv skal gå bodsgang for Breivik, DF, Front National og undskylde på alles vegne, fordi vi jo med “vores” diskrimination af muslimer sender dem i armene på ekstremisterne – jeps, det er nemlig VORES skyld, at islamismen marcherer! Når det handler om os, handler hvert individ på vegne af flertallet, i modsætning til muslimerne, der alle er individer og handler for sig selv. Tankevækkende. Det er en promille, der er ekstremister. Når flere hundrede franske skoler ikke kan holde et minuts stilhed til ære for ofrene for Charlie Hebdo-massakren fordi små djævle forstyrrer og håner; når islamiske ledere hylder morderne, når uhyggeligt “normale” muslimer mener, at tegnerne selv var skyld i massakren – så er det et mindretal og slet ikke farligt. Det farlige er os og tonen i vores debat. Lad være, at det er borgerlige politikere og islam-kritikere, der udstyres med livvagter. Glem, at det er folk, der kritiserer islamisme, der er bange for at skrive og for at tegne, mens Hizb-ut-Tahrir marcerer i København og rutinemæssigt samler mange gange flere end demonstrationer mod ekstremisme. Der er ingen frygt at spore her, de vejrer derimod morgenluft. Men det skal vi ikke tage os af, det er jo småting. Som den gode Biedermann skal vi lukke øjnene og rette skytset mod os selv. Vi skal græde snot over antiislamiske handlinger; en flaske mod muren på en moské er naturligvis i samme klasse som massemord!

Hvad er det der sker? Det skal jeg sige dig: Det er det sædvanlige selvhad i Vesten, der puster os i ansigtet med sin rådne ånde.

Det er OS, der har skabt Islamisk Stat. Radikaliseringen. Terroren. Det er altid os. Som gode flagellanter pisker vi os slev for at gøre afbigt. Vi undskylder Breivik – som om hans udåd kan sammenlignes med Charlie Hebdo-massakren. Han slagtede unge etniske nordmænd; jeg tør slet ikke at tænke på, hvad reaktionen ville have været, hvis han havde skudt om sig i en moské!

Leave a Comment more...

Udvidelse af interessesfæren

by on sep.04, 2011, under Havedyrkning, Privatliv

Horror, sci-fi, liberalistisk filosofi. Porno, seksuel frihed, anti-censur.

Nu er valpladsen for mit virke og engagement så gjort bredere: Velkommen til haveinteressen! Nok er det min hustru, der står for den, men den er nu interessant nok i sig selv, og jeg kan jo altid skjule min forkærlighed bag det med chilierne! Jojo, blomster og farver er fint, men det er jo de små og satans stærke frugter, det handler om. Og tager hun så lige og skriver lidt om træfældning og  kompostering, så tror jeg det er homefree at lette på hatten for bloggen.

www.haveriet.blogspot.com

Leave a Comment more...

Fornægtelsen af livsytringer

by on jul.30, 2010, under Køn, Politik, Sex

Indimellem – sjældent, men forsigtigt insisterende – hører man spage stemmer tale om nypuritanismens genkomst; oftest bliver sådanne småpip fejet af banen med argumenter om, at vi lever i en pornotid og udstilling af (især) kvindekroppe og at udsagnet derfor ikke giver mening. Tværtimod – lyder det – ser vi en backlash, der truer med at tvinge kvinder tilbage til en undertrykt tilstand, hvor de onde mænd igen vil sætte sig på magten og diktere omgivelserne deres seksualitet. Sådan ender diskussionen gang på gang. Uden at lytte til det oprindelige argument skriger man “Ulv!” og rubricerer oppositionen til denne Rigtige Mening som mandschauvinisme og reaktion.

Derfor hører vi så meget om undertrykte kvinder, menneskehandel, sexslaver, pornoficering, kommercialisering af sex og blablabla. Som om vi ikke har hørt det tusind gange før. Som om de præcis samme argumenter ikke har været brugt tusind gange før. Som om undertrykkelsen af menneskelige lyster – undertrykkelsen forklædt som Det Gode (Kirken, moraliteten, Ligestillingen, Respekten) – ikke har været trukket af stalden tusind gange før.  Heri ligger den ironiske sandhedsværdi i de politisk korrektes svada: Nypuritanismen som sådan findes ikke – for den er absolut ikke ny.

Fornægtelsen af drifterne kondenseres i dag ofte af “feministiske debattører” eller bekymrede gymnasielærere, der titter ud af vinduerne i glasklangscaféerne og ser undertrykkelsen og menneskehandlen i kældervinduernes røde lygter og de frysende letpåklædte kvinder på Vesterbro. Det er sådan rigtig “uhh, hvor er det dog bare real life derude” og så kan man hygge sig med latte og cocktails, mens man i ægte epigonisk stil skryder de rigtige slagord om behovet for forandring. (Om aftenen åbner man for De Unge Mødre og fryder sig over hvor god man selv er i forhold til rigtige, levende mennesker.)  Uden skygge af bevis i øvrigt og på et grundlag så tyndt som sexappeal hos politisk korrekte akademikerkvinder slår man frejdigt fast, at sex til salg er ensbetydende med kranke kvindeskæbner, ødelagte psyker og knuste liv.

Mens kassedamer, rengøringskoner, timelønnede i det hele taget dagligt skal finde sig i tingsliggørelse og for en slaveløn modstå umenneskelige tilsvininger og mens stressede medarbejdere gør selvmord på grund af chefens pres, så er en kvinde, der frivilligt sælger sig selv og tjener gode penge på det, et offer.

Hvorfor? Selvfølgelig fordi vi her har at gøre med sex. Sex kombineret med ulighed i form af et magtspil og et begær rettet primært mod den ene af parterne har altid været et rødt flag for lidenskabens fjender.

Uh hvor er det dog frygteligt med al denne sex – og så blandet sammen med penge! Dét er langt fra idealet om den sanktionerede seksualakt, hvor to ligestillede voksne efter fælles overenskomst har samkvem i afmålte doser . På den åh så frigjorte måde, langt fra mødrenes og bedstemødrenes undertrykte behov – for nu har kvinden jo ret til en orgasme og det er også helt ok at stønne højt (bare man ikke skriger).

Desværre er dette i virkeligheden udtryk for præcis den samme noget-for-noget mentalitet, hvor bløddyret ydmyger sig for et mercy fuck fra sin frigide akademikerkvinde, der tænder mere på jobbet og karrieren (og alfahannerne i ledelseslokalerne?), og derefter kan han så trækkes igennem trædemøllen en rum tid mere. Herfra kan vi høre ham pippe mellem tremmerne om “mænd, der kæmper for feminisme” og “jeg skammer mig på mit køns vegne”. Liderligheden i dagens parforhold er død; trampet under fode af gode intentioner og rigtige meninger. Af modernitet, oplysning og bevidstgørelse. Der er ingen der knepper sjælen ud på hinanden mere – nu afsluttes en hyggelig aften med en fælles, dejlig oplevelse som krydderiet på toppen. En oplevelse man da kan gentage, hvis man eventuelt synes.

Efter sigende går mange danske mænd til prostituerede; det vil rent statistisk sige, at mindst én af venindekredsens mænd på et tidspunkt vil besøge en varm og villig kvinde, der kan og vil imødekomme ham; han tænder ikke længere på sin “partner”, fordi hendes evige selvforelskelse har gjort hende blind for ham. Gør det ondt at tænke på? Er det her, skoen klemmer? Er det grunden til at denne fråde, dette uforsonlige had til en forestilling, der måske savner realitet?

Vi tåler ikke sex i skolen, i medierne, på gaderne. Den må ikke puste lokkende dufte efter os på gadehjørnerne. Den skal ikke udstilles eller udnyttes kommercielt. En kættersk formodning er, at det mindre er bekymringen for den prostitueredes velbefindende end det er eksponeringen af seksualiteten og dens værdi som vare, der tynger.

Som regel er det alle de andre (mændene), der skal tage sig sammen. Eller Staten, der skal gribe ind. For når opdragerne først får øje på behovet for korrektioner, så er der ingen ende – spanden med uretfærdigheder er uudtømmelig. Det er der bare ingen, der kan se. Når “frigjorte” kvinder allierer sig med religiøse mørkekræfter i reel undertrykkelse, eller når kristne fruer og venstreorienterede frontfurier udskriger bandbuller mod sadomasochisme og “forkert” sex eller bare pornografi i skøndrægtig harmoni, så hører ingen hvor falsk det lyder. Trompeterne og fanfarerne overdøver alt andet.

Fat dog, at sex er lidelse, smerte, sved, tårer, ydmygelser, selvforglemmelse, begær, vrede, misundelse,  ømme længsler og skrig i natten. Den er ulighed incarnate. Den lugter ubehageligt. Den er vild og uregerlig, uretfærdig, grusom og kynisk. Hver gang et menneske udsletter sig selv i jagten på begærets dunkle mål, er det livsgnisten vi ser vokse til et bål. Og varmen fra dette bål svider de velmenende, de kan ikke tåle det. Derfor orkestrerer de italesættelsen af sex som noget klinisk og rettighedsbehæftet for med taktfaste støvletramp at marchere os frem mod en glorværdig idealtilstand, hvor alle menneskelige følelser og laster med koldt stål er snittet i stykker og pakket ned i plastic.

Leave a Comment :, more...

Bøsser og DF

by on jul.30, 2010, under Politik

Der er noget forfærdeligt trygt ved at læse Politiken. Først og fremmest er det så dejligt forudsigeligt, hvad der står i spalterne, især på debat- og kultursiderne, omend den politiske linje nu også er ganske godt med, hvad enøjethed og naivitet angår.

Men altså, debatten: Hvis man i småtskåren småborgerlighed tillader sig at påpege det ulempelige i at en muslim slår en prut, er man i Politiken-øjne fanatisk zionist, for det ville man jo aldrig gøre over for en jøde.

På samme måder er al dårligdom i dette land forårsaget af Dansk Folkeparti, der jo som bekendt ledes af en samling fundamentalister (korrekt historisk viden har sjældent tynget de rigtige meninger:  Præstefætrenes Tidehverv er erklæret modstander af Indre Mission) og stemmes på af uintelligente ligusterfascister. På trods af partiets demokratiske legitimitet ser vi helst svenske tilstande her i landet, for hvor ville det være dejligt at være fri for DF. Disse irriterende skrighalse, som evig og altid himler op om strengere straffe og repatriering af alle med anderledes hudfarve end den lyserøde.

I lørdagsavisen (24/7) sidder vi vidne til endnu en kritik. Denne gang er partiet åbenbart imod homoseksuelle, idet en pressemedarbejder – temmelig uelegant turneret – har svinet de ekstremistiske fraktioner blandt interesseorganisationerne.  Modstandere af radikale idéer er altså modstandere af de mennesker, som bærer idéerne og så har vi jo den gode cirkel, som de politisk korrekte holder så meget af: Er man kritiker af fundamentalistisk islam er man racist; er man mod radikale autonome er man mod Ungdomshus, ungdomskultur og kreativitet.

Lidt synd, at samme argument kan føres i felten eksempelvis mod kritikere af Israels politik: De må jo på samme måde være antisemitter og Holocaustbenægtere. Eller hvad? Læg mærke til at Helene MacCormac ikke har kritiseret homoseksuelle, men derimod deres repræsentanter.  Endda i en reaktion på censur, da sagen bunder i kritik af DF’s deltagelse i Copenhagen Pride. Det er forhåbentlig kun i snævre kredse, denne kobling kan finde sted: Man deltager i en manifestation for homoseksuelles rettigheder, men alligevel er man mod homoseksuelle?! Sådanne spørgsmål afficerer dog ikke lirekassen, der spiller samme evindelige melodi.

Håndsvinget føres denne gang af den frygtløse Lars Hedebo Olsen, der tør stå op og tage de tæsk, som han mener DF vil give ham.  I sin svulstige heroisme tager han de rigtige meningers kappe på sig og går i front i en tårefremkaldende gestus, der fokuserer på den reelle fare for homoseksuelle her i landet: Nemlig DF. Glem at to mænd med hinanden i hånden visse steder i indre by mødes af stenkastende unge og at visse religiøse ledere fordømmer bøsser og lesbiske til helvedes pinsler. Nej da, et parti, der i forvejen er skydeskive for de frelste – det er det, vi skal bekæmpe!

Leave a Comment : more...

Bønder og agurkesalat

by on aug.17, 2009, under Musik, Privatliv

Var til Ringsted Festival sidste weekend – en tilflytter skal jo mænge sig med de lokale. I samme weekend som Skanderborg (30K+ gæster) valgte arrangørerne af den festival, der skal være “Sjællands største” at tromme ligegodt 10.000 midtsjællændere sammen (og nå ja, festivalens specialsprøjte havde da også haft held til at støve nogle folk fra både Holbæk og Korsør op, så vi her havde det kosmpolitiske islæt repræsenteret).
Selve arrangementet var sådan set ret basalt: Tre musikscener samt Kim Larsen’s (sic!) Tivoli udgjorde festivalområdet. Min hustru og jeg ankom lige til åbningen fredag eftermiddag.
Første act var Celina Ree, og hun gjorde det saftsuseme godt. Hun optrådte med langt lyst hår – et herligt signal om, at hun er ved at lægge sit emo/goth-image fra sig og nu er ved at modnes i en mere rocket retning. Tankerne ledtes i hvert fald hen på en ung og lovende klon af Doro Pesch og Lita Ford.

Doro

Eller en Sanne Salomonsen på heftigt krudt! Hun havde styr på tingene, den 18-årige, og den eftermiddagLita var man hensat til de gode gamle heavy-80’ere og 90’ere. Forhåbentlig et varsel om nye og bedre tider for den unge musik. Fedt at se pop og emotøserne stå og vride sig i lutter forvirring over deres idol i et band med både guitar- og trommesolo!

Lørdag var det så Back in Black, AC/DC-coverband, der tromlede os allesammen ned med en heftig røvfuld af et sæt. Fem glade jyder knaldede den onde lyneme tordensalver af en masse! Brian Johnsons skærebrænder og Angus Youngs skoledreng gestaltet af en kæk fyr og et ordentligt brød (dobbelt så stor som sit forbillede, men med samme manerer og gavtyveattitude).

Jo, vist var der også Hej Matematik (skuffende), Anne Linnet (Øhhh …), Nephew, Dario von Slutty og Kim Larsen på scenerne, men enten så vi det ikke, eller også var vi allerede gået. Nok er urbaniseringen kommet til Ringsted i form af et stigende antal FCK-trøjer i gadebilledet, men det er stadig hilbilly country, og øretæverne sad løst uden for polka-teltet om aftenen. Måske træder fordommene rigeligt i karakter her, men efter Celina og Back in Black var vi godt tæsket igennem så vi smuttede hjem til parcellen og kastede os over druk og sex, som kun min elskede og jeg kan gøre det.

Leave a Comment more...

En fortabt søn vender hjem

by on apr.29, 2009, under Litteratur

Efter et længerevarende ophold i krimien – primært den svenske af slagsen – Liza Marklunds opbragte femi-harme, Leif G.W. Perssons kantede konspirationer, Håkan Nessers ambitiøse skildringer, Henning Mankells finurligheder og geniale Arne Dahls litterære projekt, vendte jeg for nylig tilbage til kilden; til der, hvor litteraturen for alvor begyndte for mig. Her hvor jeg selv i sin tid kastede mig ud på de 30.000 favne: Peter F. Hamiltons storladne rum-opera  Night’s Dawn-trilogien. Hvilket vidunderligt værk! For første gang længe har min kone set mig fuldstændigt optaget af bøger igen. Som tidligere, da jeg slugte Stephen King, Dean Koontz og Clive Barker. Siden kom som sagt krimierne og rev benene væk under mig, men den affære er slut nu.

Leave a Comment more...

Drømmen begynder

by on mar.18, 2009, under Begyndelsen

Air fordi en drøm undfanges i luft. Dancer fordi livet skal leges.

Leave a Comment more...

Hello world!

by on mar.18, 2009, under Begyndelsen

“Hello world”. Det første jeg skrev i mine spæde forsøg udi Delphis forunderlige objekt-univers. Som nyuddannet humanist noget af en omvæltning, men faktisk var de to første år på arbejdsmarkedet som programmør fantastiske og givende år. De formede på mange måder mit livs videre forløb.

Leave a Comment more...

The path out of here

Worth a visit ...

Archives

All entries, chronologically...