Sic loquitur aer saltatius

Guilty by association er et yndet trick, når man ikke kan argumentere reelt. Således lader Timothy Garton Ash Pegida bære ansvaret for mordet på en eritreaner i Dresden for nylig. Pegida henter som bekendt sin primære støtte i og er rundet af Dresden.

Nu er det bare sådan, at den skyldige i knivstikkeriet selv er eritreaner – men denne ubekvemme sandhed druknede ligesom i efterskælvet, på samme måde som det såkaldte brandattentat i Sverige mod en moské var slet ikke var et attentat alligevel; for det er jo ganske betryggende, at man sådan kan slå sine modstandere i hartkorn med forbrydere og kriminelle. De er jo også nazister, ikke sandt? Og vi skal følge Merkel i hendes fordømmelse mens vi lader det være ganske usagt, at hun var ungkommunist i  sin tid og aldrig nogensinde har stået på nogen barrikade, endsige kæmpet for østtyskernes frihed – næ, hun lod kujonagtigt andre bløde, og nu sidder hun trygt og udtrykker elitens mishag med folks utilfredshed.

En Pegida-topfigur har udtrykt åndssvage holdninger og pludselig er hele Pegida besudlet. Sådan kan en enkelt udtale sig på vegne af flertallet og gøre sine holdninger til deres … men hov! Får vi ikke konstant ørerne tudet fulde af fordømmelse, hvis vi påpeger farer ved islamisme i en imams udtalelser? For det er jo kun hans ord og ikke flertallet af muslimer, der er fredelige og demokratiske medborgere. Det er en forsvindende promille, der er radikaliserede … i så tilfælde må vi endelig ikke skære alle over en kam. Mens vi selv skal gå bodsgang for Breivik, DF, Front National og undskylde på alles vegne, fordi vi jo med “vores” diskrimination af muslimer sender dem i armene på ekstremisterne – jeps, det er nemlig VORES skyld, at islamismen marcherer! Når det handler om os, handler hvert individ på vegne af flertallet, i modsætning til muslimerne, der alle er individer og handler for sig selv. Tankevækkende. Det er en promille, der er ekstremister. Når flere hundrede franske skoler ikke kan holde et minuts stilhed til ære for ofrene for Charlie Hebdo-massakren fordi små djævle forstyrrer og håner; når islamiske ledere hylder morderne, når uhyggeligt “normale” muslimer mener, at tegnerne selv var skyld i massakren – så er det et mindretal og slet ikke farligt. Det farlige er os og tonen i vores debat. Lad være, at det er borgerlige politikere og islam-kritikere, der udstyres med livvagter. Glem, at det er folk, der kritiserer islamisme, der er bange for at skrive og for at tegne, mens Hizb-ut-Tahrir marcerer i København og rutinemæssigt samler mange gange flere end demonstrationer mod ekstremisme. Der er ingen frygt at spore her, de vejrer derimod morgenluft. Men det skal vi ikke tage os af, det er jo småting. Som den gode Biedermann skal vi lukke øjnene og rette skytset mod os selv. Vi skal græde snot over antiislamiske handlinger; en flaske mod muren på en moské er naturligvis i samme klasse som massemord!

Hvad er det der sker? Det skal jeg sige dig: Det er det sædvanlige selvhad i Vesten, der puster os i ansigtet med sin rådne ånde.

Det er OS, der har skabt Islamisk Stat. Radikaliseringen. Terroren. Det er altid os. Som gode flagellanter pisker vi os slev for at gøre afbigt. Vi undskylder Breivik – som om hans udåd kan sammenlignes med Charlie Hebdo-massakren. Han slagtede unge etniske nordmænd; jeg tør slet ikke at tænke på, hvad reaktionen ville have været, hvis han havde skudt om sig i en moské!