Sic loquitur aer saltatius

Indimellem – sjældent, men forsigtigt insisterende – hører man spage stemmer tale om nypuritanismens genkomst; oftest bliver sådanne småpip fejet af banen med argumenter om, at vi lever i en pornotid og udstilling af (især) kvindekroppe og at udsagnet derfor ikke giver mening. Tværtimod – lyder det – ser vi en backlash, der truer med at tvinge kvinder tilbage til en undertrykt tilstand, hvor de onde mænd igen vil sætte sig på magten og diktere omgivelserne deres seksualitet. Sådan ender diskussionen gang på gang. Uden at lytte til det oprindelige argument skriger man “Ulv!” og rubricerer oppositionen til denne Rigtige Mening som mandschauvinisme og reaktion.

Derfor hører vi så meget om undertrykte kvinder, menneskehandel, sexslaver, pornoficering, kommercialisering af sex og blablabla. Som om vi ikke har hørt det tusind gange før. Som om de præcis samme argumenter ikke har været brugt tusind gange før. Som om undertrykkelsen af menneskelige lyster – undertrykkelsen forklædt som Det Gode (Kirken, moraliteten, Ligestillingen, Respekten) – ikke har været trukket af stalden tusind gange før.  Heri ligger den ironiske sandhedsværdi i de politisk korrektes svada: Nypuritanismen som sådan findes ikke – for den er absolut ikke ny.

Fornægtelsen af drifterne kondenseres i dag ofte af “feministiske debattører” eller bekymrede gymnasielærere, der titter ud af vinduerne i glasklangscaféerne og ser undertrykkelsen og menneskehandlen i kældervinduernes røde lygter og de frysende letpåklædte kvinder på Vesterbro. Det er sådan rigtig “uhh, hvor er det dog bare real life derude” og så kan man hygge sig med latte og cocktails, mens man i ægte epigonisk stil skryder de rigtige slagord om behovet for forandring. (Om aftenen åbner man for De Unge Mødre og fryder sig over hvor god man selv er i forhold til rigtige, levende mennesker.)  Uden skygge af bevis i øvrigt og på et grundlag så tyndt som sexappeal hos politisk korrekte akademikerkvinder slår man frejdigt fast, at sex til salg er ensbetydende med kranke kvindeskæbner, ødelagte psyker og knuste liv.

Mens kassedamer, rengøringskoner, timelønnede i det hele taget dagligt skal finde sig i tingsliggørelse og for en slaveløn modstå umenneskelige tilsvininger og mens stressede medarbejdere gør selvmord på grund af chefens pres, så er en kvinde, der frivilligt sælger sig selv og tjener gode penge på det, et offer.

Hvorfor? Selvfølgelig fordi vi her har at gøre med sex. Sex kombineret med ulighed i form af et magtspil og et begær rettet primært mod den ene af parterne har altid været et rødt flag for lidenskabens fjender.

Uh hvor er det dog frygteligt med al denne sex – og så blandet sammen med penge! Dét er langt fra idealet om den sanktionerede seksualakt, hvor to ligestillede voksne efter fælles overenskomst har samkvem i afmålte doser . På den åh så frigjorte måde, langt fra mødrenes og bedstemødrenes undertrykte behov – for nu har kvinden jo ret til en orgasme og det er også helt ok at stønne højt (bare man ikke skriger).

Desværre er dette i virkeligheden udtryk for præcis den samme noget-for-noget mentalitet, hvor bløddyret ydmyger sig for et mercy fuck fra sin frigide akademikerkvinde, der tænder mere på jobbet og karrieren (og alfahannerne i ledelseslokalerne?), og derefter kan han så trækkes igennem trædemøllen en rum tid mere. Herfra kan vi høre ham pippe mellem tremmerne om “mænd, der kæmper for feminisme” og “jeg skammer mig på mit køns vegne”. Liderligheden i dagens parforhold er død; trampet under fode af gode intentioner og rigtige meninger. Af modernitet, oplysning og bevidstgørelse. Der er ingen der knepper sjælen ud på hinanden mere – nu afsluttes en hyggelig aften med en fælles, dejlig oplevelse som krydderiet på toppen. En oplevelse man da kan gentage, hvis man eventuelt synes.

Efter sigende går mange danske mænd til prostituerede; det vil rent statistisk sige, at mindst én af venindekredsens mænd på et tidspunkt vil besøge en varm og villig kvinde, der kan og vil imødekomme ham; han tænder ikke længere på sin “partner”, fordi hendes evige selvforelskelse har gjort hende blind for ham. Gør det ondt at tænke på? Er det her, skoen klemmer? Er det grunden til at denne fråde, dette uforsonlige had til en forestilling, der måske savner realitet?

Vi tåler ikke sex i skolen, i medierne, på gaderne. Den må ikke puste lokkende dufte efter os på gadehjørnerne. Den skal ikke udstilles eller udnyttes kommercielt. En kættersk formodning er, at det mindre er bekymringen for den prostitueredes velbefindende end det er eksponeringen af seksualiteten og dens værdi som vare, der tynger.

Som regel er det alle de andre (mændene), der skal tage sig sammen. Eller Staten, der skal gribe ind. For når opdragerne først får øje på behovet for korrektioner, så er der ingen ende – spanden med uretfærdigheder er uudtømmelig. Det er der bare ingen, der kan se. Når “frigjorte” kvinder allierer sig med religiøse mørkekræfter i reel undertrykkelse, eller når kristne fruer og venstreorienterede frontfurier udskriger bandbuller mod sadomasochisme og “forkert” sex eller bare pornografi i skøndrægtig harmoni, så hører ingen hvor falsk det lyder. Trompeterne og fanfarerne overdøver alt andet.

Fat dog, at sex er lidelse, smerte, sved, tårer, ydmygelser, selvforglemmelse, begær, vrede, misundelse,  ømme længsler og skrig i natten. Den er ulighed incarnate. Den lugter ubehageligt. Den er vild og uregerlig, uretfærdig, grusom og kynisk. Hver gang et menneske udsletter sig selv i jagten på begærets dunkle mål, er det livsgnisten vi ser vokse til et bål. Og varmen fra dette bål svider de velmenende, de kan ikke tåle det. Derfor orkestrerer de italesættelsen af sex som noget klinisk og rettighedsbehæftet for med taktfaste støvletramp at marchere os frem mod en glorværdig idealtilstand, hvor alle menneskelige følelser og laster med koldt stål er snittet i stykker og pakket ned i plastic.

Der er noget forfærdeligt trygt ved at læse Politiken. Først og fremmest er det så dejligt forudsigeligt, hvad der står i spalterne, især på debat- og kultursiderne, omend den politiske linje nu også er ganske godt med, hvad enøjethed og naivitet angår.

Men altså, debatten: Hvis man i småtskåren småborgerlighed tillader sig at påpege det ulempelige i at en muslim slår en prut, er man i Politiken-øjne fanatisk zionist, for det ville man jo aldrig gøre over for en jøde.

På samme måder er al dårligdom i dette land forårsaget af Dansk Folkeparti, der jo som bekendt ledes af en samling fundamentalister (korrekt historisk viden har sjældent tynget de rigtige meninger:  Præstefætrenes Tidehverv er erklæret modstander af Indre Mission) og stemmes på af uintelligente ligusterfascister. På trods af partiets demokratiske legitimitet ser vi helst svenske tilstande her i landet, for hvor ville det være dejligt at være fri for DF. Disse irriterende skrighalse, som evig og altid himler op om strengere straffe og repatriering af alle med anderledes hudfarve end den lyserøde.

I lørdagsavisen (24/7) sidder vi vidne til endnu en kritik. Denne gang er partiet åbenbart imod homoseksuelle, idet en pressemedarbejder – temmelig uelegant turneret – har svinet de ekstremistiske fraktioner blandt interesseorganisationerne.  Modstandere af radikale idéer er altså modstandere af de mennesker, som bærer idéerne og så har vi jo den gode cirkel, som de politisk korrekte holder så meget af: Er man kritiker af fundamentalistisk islam er man racist; er man mod radikale autonome er man mod Ungdomshus, ungdomskultur og kreativitet.

Lidt synd, at samme argument kan føres i felten eksempelvis mod kritikere af Israels politik: De må jo på samme måde være antisemitter og Holocaustbenægtere. Eller hvad? Læg mærke til at Helene MacCormac ikke har kritiseret homoseksuelle, men derimod deres repræsentanter.  Endda i en reaktion på censur, da sagen bunder i kritik af DF’s deltagelse i Copenhagen Pride. Det er forhåbentlig kun i snævre kredse, denne kobling kan finde sted: Man deltager i en manifestation for homoseksuelles rettigheder, men alligevel er man mod homoseksuelle?! Sådanne spørgsmål afficerer dog ikke lirekassen, der spiller samme evindelige melodi.

Håndsvinget føres denne gang af den frygtløse Lars Hedebo Olsen, der tør stå op og tage de tæsk, som han mener DF vil give ham.  I sin svulstige heroisme tager han de rigtige meningers kappe på sig og går i front i en tårefremkaldende gestus, der fokuserer på den reelle fare for homoseksuelle her i landet: Nemlig DF. Glem at to mænd med hinanden i hånden visse steder i indre by mødes af stenkastende unge og at visse religiøse ledere fordømmer bøsser og lesbiske til helvedes pinsler. Nej da, et parti, der i forvejen er skydeskive for de frelste – det er det, vi skal bekæmpe!